Føtex (tidl. Havemanns Magasin)
Den funktionalistiske forretningsejendom er med det fremtrædende trappetårn og blå neonlys en markant bygning i det københavnske bybillede. Facaden på forretningsejendommen er opdelt i vandrette bånd, der bliver fastholdt i karnappen og i tårnet af buede altaner, der er typiske for den skibsinspirerede funktionalisme. Huset er opført som en søjlebåret jernbetonbygning. Oprindeligt var facaden beklædt med matglaserede hasle-klinker opsat traditionelt i mørtel med bronzeankre. I dag, efter en facaderenovering, er facaden beklædt med sandstensfliser. Bygningen blev 1938-40 opført til Havemanns Magasin, men rummer i dag supermarkedet Føtex.
DAC